Ægdonation – en vigtig gave

Når man har forsøgt at blive gravid i et år eller mere uden held, betragtes man af det danske sygehusvæsen som ufrivilligt barnløs. Rigtig mange får i dag hjælp, ifølge LFUB er hele 8-10 % af alle børn, der bliver født i Danmark kommet til ved hjælp af kunstig befrugtning.

Alligevel er emnet stadig tabubelagt og ofte svært at tale om. Vores mål er at gøre hverdagen med de mindste nemmere og det indebærer naturligvis også vejen til at få fremtryllet de små mirakler.

Som jeg tidligere har fortalt, er jeg alene med min søn og har altid været det. Da jeg i 2013 gerne ville være gravid, gik jeg til min læge og han henviste mig, så jeg kunne få den hjælp jeg havde behov for. Selvom der tilsyneladende ikke er noget galt, tog det alligevel fem inseminationsforsøg, med perfekt timing i forhold til ægløsning osv., inden det lykkedes mig at blive gravid. Med disse ods og endnu mere, når biologien modarbejder drømmene, kan det virkelig være svært at opretholde troen på, at det nok skal lykkes.

Der kan være rigtig mange årsager til, at det er svært at opnå graviditet; manglende ægløsning, uregelmæssig menstruationscyklus, PCOS, skader som følge af klamydia, nedsat sædkvalitet osv. Jeg har altid vidst, at man kunne være sæddonor, men det er faktisk kun indenfor de seneste år, at jeg er blevet klar over, at der naturligvis også er behov for ægdonorer. Faktisk er det noget min søster introducerede mig for. Hun er jordemoder og har derfor stort kendskab til behovet.

Fordi jeg er afhængig af hjælp udefra til at få de børn jeg gerne vil have og fordi jeg er dybt taknemmelig for, at ham der endte med at være doner til min søn havde valgt at donere, ville jeg gerne sige tak, men jeg kan ikke gøre det til donor direkte, så jeg gør det i stedet ved at hjælpe andre. Jeg har gjort det én gang tidligere og er nu i gang med min anden donation. Jeg er helt tryg ved behandlingen og kan kun appellere til, at andre også melder sig, for der er virkelig et behov. Det er en kæmpe gave at give og taknemmeligheden er overvældende. Lægerne, jordemødrene og sygeplejerskerne man møder under forløbet, er enormt søde og professionelle og for mig var det på ingen måde en voldsom oplevelse.

Man kunne ønske sig, at det var lige så lidt indgribende som det er for mændene at gå ned og aflevere en klat, men det er det desværre ikke. Det indebærer et mindre antal scanninger, en kort periode med hormoninjektioner og til sidst et mindre indgreb, hvor æggene høstes. Hormonerne påvirkede mig ikke særligt og det med injektionerne blev hurtigt meget let. Formålet med hormonerne er at få kroppen til at producere en del flere æg end i en helt almindelig cyklus – det kan godt trykke lidt, men gjorde på intet tidspunkt ondt. Jeg er i dag på dag tre i min cyklus og har taget to injektioner og udover det lille prik i maveskindet, har jeg ikke kunne mærke noget endnu.

Du bestemmer helt selv om du vil være anonym eller åben donor, altså om barnet må opsøge dig når det fylder 18 år. Du har mulighed for at springe fra helt til lige før æggene overdrages. Du lærer dig selv og din krop bedre at kende. Du vil blive kompenseret med 7000 kr. (skattepligtigt) og få muligheden for at give en KÆMPE stor gave til nogen, som virkelig har brug for det

Skriv et svar

Luk menu
×
×

Kurv